25. september 2022
Ordinært, 2022
Afholdt 22. september 2022
Der var repræsentanter fra følgende lejemål:
Nr. 3, 6, 43, 55, 57, 58, 61
1. Valg af dirigent
Jørn (nr. 55) blev valgt til dirigent, enstemmigt.
Dirigenten fastslog, at formalia vedr. mødeindkaldelsen var i orden. Der er ikke modtaget indkomne forslag.
2. Valg af eventuelle stemmetællere og referent
Lars (nr. 57) blev valgt til referent, enstemmigt.
3. Bestyrelsens årsberetning
- Tagprojekt
Tagprojektet er jo som sådan afsluttet, men flere har haft besøg af alliker i skorsten. Det er i bedste fald en støjende oplevelse; i værste fald kan det være livsfarligt, hvis skorsten er i brug af f.eks. en brændeovn. Det er kun de nye tage, hvor der mangler enten en afblænding af de inaktive skorstene eller en allikerist på de aktive skorstene. Det er noget vi får monteret inden foråret.
- Fraflytninger Vi har haft en enkelt fraflytning siden sidste beboermøde. Det var en fraflytning, som skabte en del uro, da fraflytter havde et skur i haven. Skuret var i en rimelig stand, men var opført ulovligt – dvs. opført uden, at det var korrekt anmeldt til Lejerbo som til kommunen. Fraflytter fik ikke fjernet skuret inden fraflytningen og fik derfor en efterregning på kr. 10.000. Moralen er naturligvis, at I skal sørge for, at jeres skure og havestuer m.m. er lovligt opført (ved at søge om tilladelse hos både Lejerbo som hos kommunen inden man påbegynder arbejdet).
- Referat Det er i år sidste år, hvor vi planlægger at omdele referatet efter beboermødet. Fremover vil vi alene lægge referatet op på afdelingens hjemmeside på lejerbo.dk. Men det vil naturligvis fremgå af indkaldelsen til næste års møde.
- Ejerlauget (ved Leif (nr. 61) permanent medlem af samme). Der sker ikke så meget. Man planlægger rodskæring af siv i søen, som en del af den faste vedligeholdelse – det skal forhindre, at sivne får overtaget. Så er der kommet et nyt skur til festteltet (som jo kan lejes af ejerlauget).
Beretningen blev taget til efterretning.
4. Afdelingens årsregnskab for 2021 - 2022 samt budget 2023 - 2024
Dirigenten præsenterede regnskab og budget således:
Forelæggelse af regnskab 2021 - 2022:
Mødet skal kun tage regnskabet til efterretning - det er budgettet som skal godkendes.
Regnskabet ser godt ud med pænt overskud på 74.000 kr., så inden overraskelser.
Regnskabet blev derefter taget til efterretning.
Godkendelse af Budget 2023 - 2024:
Stort set samme budget som sidste år – nogle enkelte poster er der justeret lidt på – men ingen huslejestigning.
Budgettet blev herefter enstemmigt vedtaget.
5. Opvarmningen af boligen og fremtiden
Det kommer nok ikke bag på nogen, at vores varmeregninger bare stiger og stiger i disse dage. Det er naturligvis noget, som bestyrelsen er klar over. Vi holder altid øje med udviklinger, som vil berøre afdelingen.
Sidste efterår luftede regeringen et lovforslag, der ville lægge en strafafgift på 50.000 kr. for opsætning af nye gasfyr – også selvom, der ville være tale om en udskiftning. Det ville i så fald fordoble udgiften for afdelingen. Derfor startede vi en dialog med Lejerbo allerede inden Rusland invaderede Ukraine, for at få et overblik over de muligheder, som vi måtte have. Lejerbo kontaktede Norfos (nærmeste fjernvarmeværk) og det viste sig, at fjernvarme for afdelingen lå langt ude i fremtiden (10 år eller mere). Derfor er eneste reelle alternativ til naturgas varmepumper. Prisen for en varmepumpe, som vi ville kunne anvende, ligger i nærheden af kr. 150.000. Dertil kommer ny el-varmtvandsbeholder og evt. udbygning af vores el. En varmepumpe har to negative sider: de støjer og værst: de holder normalt kun 10-15 år.
Men sidenhen er der sket en del på fjernvarme området. Kommunen har nu en fjernvarmeplan, der lige nu betyder, at vi kan få fjernvarme i 2026-27. Den endelige plan kommer dog først inden årets udgang, selvom den nuværende plan næppe bliver ændret meget. Fordelen med fjernvarme er mindre støj, længere holdbarhed af fjernvarmeinstallationen og en væsentlig lavere investering. Bestyrelsen vil derfor afvente den endelige fjernvarmeplan, inden vi vil vurdere, om vi skal ændre vores nuværende varmeform.
6. Indkomne forslag
Der er ikke modtaget nogle forslag.
7. Valg af et bestyrelsesmedlem og suppleant
Bestyrelsesmedlem Geert (nr. 6) er på valg og modtager genvalg. Geert blev enstemmigt genvalgt.
Leif (nr. 61) blev enstemmigt genvalgt som suppleant.
8. Eventuelt
Georg (Nr. 58): Må man selv sætte en dør op i vindfanget, som nogle har?
Svar: Ja, det burde ikke være et problem. Man skal naturligvis søge om tilladelse hos Lejerbo, inden man går i gang – der kan være krav til model, farve m.m.
Lars Stavnem (nr. 57)